Creativ Company støtter Danske Hospitalsklovne

Når et barn er indlagt på sygehuset, kan tiden synes lang og kedelig, og måske skal barnet gennem undersøgelser og have taget blodprøver, som ikke er rare. Det oplevede en af vores kolleger, Jette Gregersen, som arbejdede som international key account manager her hos Creativ Company, da hendes datter Emma i 2008 blev indlagt på sygehuset i Aarhus. Familien lå i isolation i 15 dage, fordi Emma havde fået MRSA-virus.

De eneste besøgende, som kom på stuen, var læger og sygeplejersker – og hospitalsklovnene. Når de kom, fik Emma og resten af familien sig et godt grin, og dagen føltes knap så lang. Klovnene fra Danske Hospitalsklovne gemte sig i skabene, tog ”bad” i sprit, tryllede ord ned i en papirspose og mange andre sjove aktiviteter. De var nærværende og så sjove, at Emma for en stund glemte alt om blodprøver, sygdom og hospital – og det samme gjorde hendes forældre.

Da Jette en dag under hospitalsopholdet fik at vide, at klovnenes tid på afdelingen skulle halveres på grund af, at pengekassen var slunken, kom hun på en god idé. Familiens yngste datter Thea havde lige lært at knytte armbånd i fritidsklubben – og sådan nogle armbånd måtte da kunne sælges for at samle penge ind til Hospitalsklovnene. Så Jette knyttede armbånd ud af garn og snor, hun selv købte – og armbåndene blev solgt i sygehusets kiosk og på børneambulatoriet.

Målet var at få skrabet 10.000 kroner sammen for salget, så klovnene på afdelingen kunne komme op på den normale tid igen. Men armbåndene solgte, så snart de blev sat til salg, og Jette knyttede og knyttede – og pludselig var målet mange gange opnået. Med den store succes fulgte også flere udgifter til materialer, og siden 2011 har Creativ Company sponsoreret alle materialer til armbåndene – som i øvrigt har solgt for over to millioner kroner. Alle penge er gået direkte til Danske Hospitalsklovne.

I dag bliver armbåndene solgt på alle landets sygehuse, og Jette har tilføjet flere produkter til sortimentet, som støtter Danske Hospitalsklovne – blandt andet en løbe-t-shirt og små diy-kits med en klovn, ligesom hun også arrangerer Klovneløbet i Holstebro, hvor overskuddet går til hospitalsklovne, og er frivillig i SMILfonden, der støtter børn med alvorlige og kroniske sygdomme.

Her hos Creativ Company er vi stolte af at kende en så dedikeret person som Jette. Vi er vildt imponerede over det store engagement, som Jette lægger i det frivillige arbejde for hospitalsklovnene, og vi bakker naturligvis op om den gode sag med at gøre opholdet på sygehuset til en sjovere oplevelse for børn og deres familier.

Læs mere på danskehospitalsklovne.dk

Støt Danske Hospitalsklovne

Danske Hospitalsklovne giver smil, grin og glæde til indlagte børn, når livet på hospitalet gør ondt.

Du kan støtte klovnenes arbejde ved at købe varer her på siden. Hele overskuddet fra vores klovnearmbånd og klovne-DIY-kit går ubeskåret til Danske Hospitalsklovne.

Olen ostoksilla kuin
Copyright © Sinelli Oy | Väinö Tannerin tie 3 | 01510 Vantaa | 09-7513 3133 | [email protected]